Hf enkeltfag

Tag de fag, du har brug for

Hf-enkeltfag er den fleksible vej til at komme videre. Her kan du selv sammensætte din uddannelse efter det, du har brug for.

  • tag en hel hf via enkeltfag både på hold og i fjernundervisning
  • tag det eller de fag, du mangler for at komme videre
  • tag et samlet hf-forløb, der kan give adgang til uddannelserne som sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver.

Kontakt VUC Syd på telefon 7361 3333 for yderligere informationer eller book en samtale for tilmelding

FJERNUNDERVISNING ELLER PÅ VORES AFDELINGER

Du kan tage hf-enkeltfag i HaderslevSønderborgTønder og Aabenraa samt på fjernundervisning, hvis du ønsker lidt ekstra fleksibilitet til din uddannelse.

Uddannelse og dagpenge

Er du på dagpenge, kan du også tage hf-enkeltfag efter gældende regler. Du må maksimalt tage hf-enkeltfag op til 20 timer om ugen, og du skal stadig aktivt søge arbejde ved siden af studierne. Det er vigtigt, at du taler med din a-kasse om uddannelse under dagpenge. 

Marisha Frederikke Jensen, hf-enkeltfag

- Det bedste ved VUC Syd er, at det også er voksne mennesker, der går herude. Det synes jeg, er virkelig rart. Jeg synes, det er rart at gå i klasse med nogen, som kan sætte sig ind i, hvor jeg er henne i livet. Men der er også rigtig, rigtig unge mennesker i den samme klasse, og vi samspiller rigtig, rigtig godt, synes jeg.

Marisha Frederikke Jensen, hf-enkeltfag

Morten Brander Pedersen, hf-enkeltfag

- Det bedste ved VUC Syd for mig er, at der har været så passionerede lærere. Jeg synes netop det, at de er villige til at møde dig i øjenhøjde er en kæmpe motivationsfaktor. Det vigtigste, jeg tager med, er, at selv om man får en hjælpende hånd herfra, og bliver mødt i øjenhøjde, så skal du selv lægge kræfter i. Det er en nødvendighed for at komme videre.

Morten Brander Pedersen, hf-enkeltfag

Lisa Stigsgaard Nielsen, hf-enkeltfag

VUC Syds opgave er at finde måder at tilrettelægge undervisningen, så vi får mest muligt ud af det – og det virker!

Fra salgsassistent til pædagog

- Mit år på VUC Syd var det bedste skoleår i mit liv og har givet mig en god start på at læse videre, fortæller Carina.

Fra salgsassistent til pædagog

SKEMAER på hf-enkeltfag

Ovenfor kan du se skemaerne for hf-enkeltfag - med forbehold for ændringer. 

Vær opmærksom på, at der kan være flere lektioner end angivet i skemaet - de vil i så fald foregå som virtuel undervisning. Vejlederen vil oplyse dig herom ved tilmelding.

Hf undervisning 4.jpg
Hf undervisning 2.jpg
Hf musik 3.jpg

Korte fakta om hf-enkeltfag

  • Optagelseskrav

    Som udgangspunkt en afsluttet 9. eller 10. klasse eller lign. Du kan dog tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse.

  • Varighed

    Et halvt eller et helt år alt efter hvilket fag, du vælger

  • Mulighed for SU

    Ja - når du har mindst 23 timer om ugen (har du børn under 7 år, er det mindst 17 timer om ugen). Spørg på kontoret.

  • Pris

    Deltagergebyr - enten 550 eller 1400 kroner pr. fag. Deltagerbetaling. Du kan få tilskud til dækning af deltagerbetaling. Læs mere her: deltagerbetaling.

  • Tilmelding

    Kontakt en vejleder hos VUC Syd

  • Hvor

    Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa samt som fjernundervisning

Værd at vide om hf

  • Hvad er hf-eksamen?

    Hf er en 2-årig gymnasial uddannelse, der er målrettet dig, som ønsker at læse videre på en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse. Udvidet med flere fag vil det også være muligt at læse videre på en universitetsuddannelse.

    Formålet er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

    Fagene på hf følger de gymnasiale niveauer A, B og C, hvor A er det højeste. Man skal normalt have haft et fag på et lavere niveau, før man kan vælge faget på et højere niveau - altså C før B og B før A.

    Hvad enten du vælger at læse et enkelt eller flere hf-fag - eller tage en fuld hf - så giver uddannelsen dig mange kompetencer, du kan bruge i dit videre liv og karrierevalg.

    Du kan selv sammensætte enkeltfag, men måske har du mere lyst til at vælge en 2-årig hf eller et af vores målrettede hf-forløb. Et af vores nyeste tilbud er, at du kan blive hf-student på tre år, hvis du har behov for tid, ro og struktur (OBS: der er visse optagelseskrav).

  • Hvad kan jeg bruge en fuld hf-eksamen til?

    En fuld hf-eksamen uden overbygning kvalificerer til optagelse på korte og mellemlange videregående uddannelser (University College, professionsbacheloruddannelser, erhvervsakademier).

    Det er muligt at søge ind på de lange videregående uddannelser (universiteterne) med en fuld hf-eksamen, hvis man gennemfører

    • en fuld hf-eksamen med overbygning eller
    • efterfølgende en fuld hf-eksamen uden overbygning supplerer med en overbygning

    En overbygning omfatter mindst 250 timer, 2-3 løft af niveau i fag, heraf mindst et løft til A-niveau.
    Specielt skal du være opmærksom på, at du skal have matematik på B niveau, hvis du vil tage mindst et af de følgende fag på A niveau: Biologi A, fysik A, kemi A eller samfundsfag A.

    Du kan læse mere om den uddannelse, du er interesseret i, på ug.dk

    Med en hf holder du dørene åbne - også hvis du ikke er helt sikker på, hvad du vil bagefter. Viser det sig, at der er fag, du mangler, kan du altid tage dem, når du ved hvilken uddannelse, du gerne vil ind på.

    Se også Lov om gymnasiale uddannelser samt Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser.

  • Hvad er eksamensprojekt (EP) på hf?

    Eksamensprojektet (EP) er en obligatorisk del af en fuld hf-eksamen. Eksamensprojektet omfatter to fag og afsluttes med en individuel mundtlig prøve på baggrund af en synopsis.

    Du vælger selv de to fag, som eksamensprojektet udarbejdes i. Projektet skal udarbejdes på det højeste faglige niveau, som du har fulgt fagene i. Emnet for det flerfaglige eksamensprojekt fastlægger du i samråd med de vejledere, som du får tildelt.

    Datoer for tilmelding til eksamensprojekt oplyses på Ludus Web.

  • Hvad er SSO - Større Skriftlig Opgave - på hf?

    Alle hf-kursister (enkeltfags og på den 2-årige hf), der ønsker et samlet hf-bevis, skal skrive SSO.

    Den større skriftlige opgave er individuel og udarbejdes inden for et-to fag efter eget valg. Mindst ét fag skal være på B-niveau, og det skal være fag, du har mens du skriver SSO eller fag, du har haft undervisning / aflagt prøve i. Du skal skrive på det højeste niveau, som du modtager / har modtaget undervisning i faget på.

    Karakteren tæller 1,5.

  • Hvad er uddannelsesmålene for hf?

    2-årig hf
    Uddannelsen til hf-eksamen (hf) indgår sammen med uddannelserne til studentereksamen (det almene gymnasium), højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) i et samlet gymnasialt system, som er studieforberedende og almendannende, og som giver grundlag for videregående uddannelse.

    Uddannelsen til hf-eksamen er tilrettelagt som en 2-årig ungdomsuddannelse er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videre uddannelse. Uddannelsen udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.

    Formålet med uddannelsen er at forberede kursisterne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

    Læs mere om uddannelsesmål for 2-årig hf her.

    Hf enkeltfag
    Hf enkeltfag er målrettet voksne med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion. Højere forberedelseseksamen er på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

    Hf enkeltfag har til formål, at voksne kursister opnår almendannelse, viden og kompetencer, som danner grundlag for videre uddannelse eller øger mulighederne på arbejdsmarkedet. Undervisningen er teoretisk og anvendelsesorienteret, og tilrettelægges fleksibelt således, at den styrker den voksnes lyst til og interesse for fortsat at tilegne sig ny viden og indsigt.

    Kursisterne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

    Læs mere om uddannelsesmål for hf enkeltfag her.

     

  • Er der læreplaner for hf?

    Undervisning og vejledning i alle fag samt SSO - Større skriftlig opgave - og Eksamensprojekt foregår på grundlag af læreplaner, som er udarbejdet af Undervisningsministeriet. 

    Læreplanerne finder du på Undervisningsministeriets hjemmeside:

    Hf - læreplaner 2017

    Hf-enkeltfag læreplaner 2017

    Hf-enkeltfag læreplaner 2020

    Heri angives de mål, som du forventes at opnå via din deltagelse i undervisningen. I det hele taget alle væsentlige mål, arbejds- og prøveformer angivet i læreplanen.

  • Hvordan er studieplaner / undervisningsbeskrivelserne for hf?

    Du kan læse vores studieplaner for hf her:

     

  • Hvornår er der laboratorieweekend for fjernkursister? Opdateret 21. marts 2024

    For fjernkursister foregår en del af undervisningen i biologi, fysik, geografi, idræt og kemi på en af VUC Syds afdelinger i form af laboratorieweekender, der går fra lørdag til søndag.

    Du bliver tilmeldt laboratorieweekend af vejlederen, når du tilmelder dig fjernundervisning. Vejlederen oplyser dig om, hvilken weekend du er tilmeldt.

    Det er dit ansvar at finde et sted at overnatte, hvis du har behov for det. Du kan for eksempel orientere dig om overnatningsmulighederne i området ved VisitAabenraa eller VisitSønderborg.

    Bemærk: Du skal deltage i laboratorieweekender for at kunne gå til eksamen i nedenstående fag. Ved 0-B forløb skal du deltage i 2 weekender - en C weekend og en B weekend, for at du kan gå til eksamen. Ved idræt skal du deltage i både del 1 og del 2 for at kunne gå til eksamen.
    Du bliver som udgangspunkt altid tilmeldt den først mulige laboratorieweekend, som passer til dig fag/niveau og eksamenstidspunkt - der er ikke frit valg.

    OBS: Der tages forbehold for ændringer i datoer og tidspunkter.

    Laboratorieweekender i 2024

    Biologi C: 20. og 21. april 2024, begge dage kl. 9.00-17.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.
    Biologi B:
    9. og 10. marts 2024, begge dage kl. 9.00-19.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.
    Biologi B: 20. og 21. april 2024, begge dage kl. 9.00-19.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.

    Fysik C: 23. og 24. marts 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Løkken 1, 6400 Sønderborg.
    Fysik C: 13. og 14. april 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Løkken 1, 6400 Sønderborg.
    Fysik B: 20. og 21. april 2024, begge dage kl. 9.00-19.00.
    Løkken 1, 6400 Sønderborg.

    Geografi C: 23. og 24. marts 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.
    Geografi C: 27. og 28. april 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.

    Idræt 0-B: 27. og 28. april 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.

    Kemi C: 6. og 7. april 2024, begge dage kl. 9.00-18.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.
    Kemi B: 13. og 14. april 2024, begge dage kl. 9.00-19.00.
    Lavgade 30, 6200 Aabenraa.

  • Hvordan får jeg hjælp af mentorer på VUC Syd? Mentorer på afdelingerne og på fjernundervisning

    Vi har en række mentorer, som står klar til at hjælpe dig, hvis du mangler motivation, har svært ved at holde fokus på dine opgaver, døjer med eksamensangst eller lignende.

    Tag fat i din lærer eller vejleder, hvis du har brug for at tale med en af vores mentorer.

    Mentorer på fjernundervisning:
    Vi har tilknyttet to mentorer, som står klar til at hjælpe alle vores fjernkursister.

    Du kan fange dem på mentor@vucsyd.dk og på telefon 7361 3363 i tidsrummet 08.00-16.00 mandag til onsdag, 08.00-20.00 torsdag og fredag 08.00-15.00.

  • Fagelementer til hf-enkeltfag

    Fagelementer er dele af enkeltfag på hf og bliver udbudt med fokus på særlige emner i det pågældende fag.

    Fagelementerne kan også sammensættes af emner fra flere forskellige fag.

    Varigheden er kortere end et normalt enkeltfag og ikke adgangsgivende, som de øvrige enkeltfag, til andre fag eller uddannelser.

    Der er ingen eksamen.

Ansøgning og tilmelding

Tilmelding sker via vores vejledere, der kan fortælle dig mere om optagelseskrav, holdoprettelse og meget mere.

Du kan tidligst optages 1 år efter, du har forladt folkeskolens 9. - eller 10. klasse.

Du skal kontakte en studievejleder for nærmere information. Vejlederen vil vurdere om du opfylder kravene til at blive optaget. Du skal som udgangspunkt have haft fagene på det nærmeste underliggende niveau, eller have faglige kvalifikationer, som VUC skønner er tilstrækkelige.