Laura var skoletræt, nu tager hun overbygning til hf for at komme på universitetet

I sommeren 2021 afsluttede Laura Marie Matthiesen sin 2årige hf på VUC Syd i Sønderborg. Nu er hun begyndt på hf-overbygningen, så hun kan læse til farmaceut. Vejen til en ungdomsuddannelse var svær for Laura, for hun var meget skoletræt efter grundskolen. På VUC fandt hun den nødvendige støtte fra lærere og mentorer, så hun i dag er en engageret og motiveret elev på til en uddannelse på universitetet.

- Det var hårdt i starten. Inden min start på VUC Syd havde jeg haft to forsøg på gymnasiet, hvor jeg meldte mig ud, fordi jeg simpelthen manglede motivationen og havde det svært med skolen, siger Laura Marie Matthiesen, der i stedet arbejde i butik i et års tid, inden hun igen overvejede at starte på en uddannelse.

Selv om det var en udfordring for Laura at starte på VUC Syd, så fik hun hurtigt den hjælp, som hun havde behov for.

- Jeg var meget positivt overrasket, da jeg startede på VUC. Lærerne er anderledes, end jeg har oplevet andre steder. De er dygtige, støttende og lytter, når jeg tumler med noget. Det hjalp også, at jeg kunne tale med en mentor på VUC. Jeg følte altid, at der blev taget hånd om mig. Med tiden fik jeg mere og mere lyst til skole og undervisning, så de var en god hjælp for mig, siger Laura.

SOF - supplerende overbygningsforløb til hf

I sommer 2021 fik Laura hf-huen på og kunne fejre afslutningen på to år på VUC med et flot eksamensresultat. Laura stiler dog mod at læse til farmaceut, så hun supplerer den 2årige hf med matematik på A-niveau og fysik på B-niveau.

Næste år kan Laura starte på uddannelsen til farmaceut på universitetet i Odense.